onsdag den 17. august 2016

Life happens ..

Thomas Juul



..while you’re busy
making other plans




Kender du også det? 
Så kom og tal med mig, jeg er åben for klienter.




Status p.t.
Jeg har knoklet hårdt for at omsætte min erfaring og lifecoach-uddannelse til handling. Indtil videre har det udmøntet sig i Kammerat.nu og et par færdige oplæg, som skal ud og sælges. Men virkeligheden indhentede mig i maj måned, da jeg løb tør for tid og penge til projekter. Jeg søgte derfor midlertidigt arbejde i mit netværk og var så heldig at få 6 ugers arbejde hos Brande Entreprenør Service. Det maskulint dominerede miljø passer perfekt til mit arbejde med mandegrupper, og jeg får en unik indsigt, som jeg tager med mig videre.

Ikke så meget snak ..

Det viser sig, at BES har et godt arbejdsmiljø og engagerede mænd, så jeg stortrives med diverse opgaver inden for montør- og smedearbejde. Den står på ‘ikke-så-meget-snak’ og hårdt fysisk arbejde hele dagen - og det giver god energi i den maskuline kerne :-) Så da BES tilbød mig en fastansættelse, takkede jeg ja med den betingelse, at jeg kunne få fri til mine andre aktiviteter inden for coaching, mandegrupper og teambuilding.

Kronisk Sukkerkold

Uheldigvis viser det sig, at jeg lider af glutenintolerans, og som den mand jeg er, så skulle det blive meget skidt, før jeg endelig gik til lægen med det. Man skulle tro, at jeg var blevet klogere efter alle de andre helbredsproblemer, jeg har været igennem. Konsekvensen har været, at jeg i en måned havde følelsen af at være gået kronisk sukkerkold; jeg slæbte mig hjem hver dag efter arbejde uden at have energi til ret meget, så her havde mine børn førsteprioritet, og alt andet kom i anden række.

Det kan tage op til et år, før kroppen er helt oppe at køre igen efter sådan en tur. Jeg lærer stadig at leve med det på den hårde måde, hvor jeg kan være udmattet i flere dage, efter jeg har spist eller drukket noget forkert. Så det er held i uheld, at jeg ikke leder et større projekt p.t. og “kun” skal gå til hånde på et værksted.

Klassisk maskulint træk

Men nu kan jeg mærke, at det går fremad, og jeg begynder at få overskud til arbejdet med coaching og udvikling af mandegrupper igen. Mens jeg skriver dette, smiler jeg indvendigt, fordi det er et klassisk maskulint træk, at manden trækker sig tilbage til sin hule for først at komme ud, når han har fundet en løsning - vil selv, kan selv! ;-D

Så livet går videre, vejen slår nogle sving, der er åbenbart en masse, jeg skal lære endnu, og det giver mulighed for at høste en masse ny erfaring, som jeg kan dele ud af. Det er livets skole for den opmærksomme elev :-)


Med venlig hilsen fra skolebænken

Thomas Juul, Lifecoach mm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar